SøgSitemapPrint sideKontakt
ForsideOm SparekassenErhvervPrivatUngSelvbetjening
Tilføj til mine genveje

Vedtægter

VEDTÆGTER for Den Jyske Sparekasse gældende fra 24. marts 2011


NAVN, HJEMSTED OG FORMÅL

§ 1

1.1. Sparekassens navn er Den Jyske Sparekasse.

Sparekassen driver tillige virksomhed under følgende binavne:

Jelling Sparekasse
Vejle Sparekasse
Horsens Sparekasse
Sparekassen for Vejle By og Omegn
Sparekassen for Horsens By og Omegn
Vejle Amts Sparekasse
Vejle Service Sparekasse
Service Sparekassen Horsens
Horsens Service Sparekasse
Grindsted Sparekasse
Billund Sparekasse
Bording Sparekasse
Sdr. Omme Sparekasse
Filskov Sparekasse
Krogager Sparekasse
Sparekassen Løgumkloster
Sparekassen Løgumkloster-Ravsted
Sparekassen Bolderslev
Sparekassen Ravsted
Sparekassen Tinglev
Spare- og Lånekassen for Løgumkloster og Omegn
Sparekassen SparSyd

1.2. Sparekassens hjemsted er Billund Kommune.

1.3. Sparekassens formål er at drive pengeinstitutvirksomhed samt anden ifølge pengeinstitutlovgivningen tilladt virksomhed.

1.4. Sparekassen er en selvejende institution. Hverken stiftere, garanter eller andre deltagere er ejere af sparekassens overskud eller formue.


GARANTKAPITAL

§ 2

2.1. Sparekassens garantkapital hæfter for sparekassens forpligtelser og er opdelt i garantklasserne A, B, C og D.
 
2.2. Garantkapital tilhørende garantklasse C er i en ophørssituation efterstillet garantkapitalen tilhørende garantklasserne A og B. Garantkapital tilhørende garantklasse A og B inddækkes således forud for garantkapital i garantklasse C.

Garantkapital tilhørende garantklasse D er i en ophørssituation efterstillet garantkapitalen tilhørende garantklasserne A, B og C. Garantkapital tilhørende garantklasse A, B og C inddækkes således forud for garantkapital i garantklasse D.

Sparekassens garantkapital tilhørende garantklasse A og B udgør pr. 1. marts 2011 kr. 591.692.000 fordelt på i alt 21.182 garanter, der hver har indbetalt mindst kr. 1.000. Garantkapitalen er fuldt indbetalt.

Sparekassens garantkapital tilhørende garantklasse C udgør pr. 1. marts 2011 kr. 15.000.000 fordelt på 1 garant.

Sparekassens garantkapital tilhørende garantklasse D udgør pr. 1. marts 2011 kr. 0.

Bestyrelsen er bemyndiget til løbende at foretage ændringer i denne bestemmelse under hensyn til garantkapitalens størrelse og garanternes antal til enhver tid.

2.3. Garantklasse A omfatter garantkapital indbetalt til Den Jyske Sparekasse før den 12. december 2008 og indbetalt til Sparekassen Løgumkloster før den 4. februar 2009, hvorefter der ikke kan foretages tegning af garantkapital i denne garantklasse.

Enhver har ret til at indtræde som garant i garantklasse B mod betaling af mindst kr. 1.000 som garantkapital. Garantkapital kan opsiges med henholdsvis 1, 3 og 5 års varsel. Hver garant kan højst, uden bestyrelsens forudgående samtykke, være ejer af kr. 500.000 i alt i garantkapital tilhørende garantklasserne A og B. Bestyrelsen har til enhver tid bemyndigelse til at foretage begrænsninger i den enkelte garants ret til at indskyde garantkapital, samt til generelt at standse for tegning af garantkapital. 

Tegning af garantkapital tilhørende garantklasse C og D er ikke størrelsesbegrænset, men kræver i hvert tilfælde tilladelse fra sparekassens bestyrelse.

2.4. Sparekassen er berettiget, men ikke forpligtet, til at forrente garantkapitalen. Såfremt garantkapitalen forrentes, fastsættes renten til sparekassens til enhver tid almindelige rente for indskud på 12 måneders opsigelse med de tillæg, der er beskrevet nedenfor:

Garantklasse A:
Tillægget til rentesatsen er 2 procentpoint, dog er tillægget på garantkapital, der pr. 10.1.2007 oversteg kr. 150.000 alene 1 procentpoint.

Garantklasse B:
For garantkapital med 1 års opsigelse er rentetillægget 3 procentpoint.
For garantkapital med 3 års opsigelse er rentetillægget 4 procentpoint.
For garantkapital med 5 års opsigelse er rentetillægget 5 procentpoint.

Garantklasse C:
For garantkapital er rentetillægget 5 procentpoint.

Garantklasse D:
Såfremt garantkapitalen forrentes, fastsættes renten til sparekassens til enhver tid almindelige rente for indskud på 24 måneders opsigelse med de tillæg, der er beskrevet nedenfor.

Tillægget til rentesatsen er 8 procentpoint.

Den kapital, der jfr. § 9 stk. 2 i lov om finansiel stabilitet, er indbetalt som garantkapital, kan opsiges med et varsel på 14 dage og forrentes med den til enhver tid almindelige rente for indskud på 12 måneders opsigelse med et tillæg på 1 procentpoint. Denne garantkapital har samme status som garantkapital tilhørende garantklasse A og B jfr. § 2.2.

Renten forfalder til udbetaling én gang årligt og overføres automatisk til en løbende konto i sparekassen.


§ 3

3.1. For garantkapitalen modtager garanten et garantbevis lydende på garantens navn og tegningens størrelse. Garantbeviset kan udstedes elektronisk. Garantkapitalen kan overdrages til en person, der er kunde i sparekassen, idet overdragelsen dog først får gyldighed, når overdragelsen er noteret af sparekassen. Garantbeviset kan ikke pantsættes, belånes eller gøres til genstand for retsforfølgning.

3.2. Ingen garant er forpligtet til at lade sin garantkapital indløse helt eller delvist, og ingen garant har krav herpå. Sparekassen er kun berettiget til at indløse garantkapital, såfremt antallet af stemmer dermed ikke bringes under 1000, såfremt garantkapitalen ikke bliver mindre end kr. 1.000.000, og såfremt sparekassens basiskapital ikke bliver mindre end kapitalkravet i henhold til lov om finansiel virksomhed.

3.3. Indtræder der for en garant forhold, som efter bestyrelsens opfattelse gør vedkommende uegnet til fortsat at være garant, kan garantforholdet efter indstilling af bestyrelsen ophæves af repræsentantskabet, når mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for.

3.4. Ved garantens død er sparekassen berettiget til at ophæve garantforholdet. Ophævelse af garantforholdet kan dog kun ske, såfremt sparekassens basiskapital efter frigørelse af garantkapitalen ikke derved bringes under kravet i vedtægternes § 3 stk. 2.


ANSVARLIG LÅNEKAPITAL

§ 4

4.1. Sparekassens bestyrelse kan beslutte at optage ansvarlig lånekapital, der opfylder lovens betingelser for at blive medregnet i sparekassens basiskapital.


SPAREKASSENS LEDELSE

§ 5


5.1. Sparekassens ledelse består af et repræsentantskab, en bestyrelse og en direktion.


REPRÆSENTANTSKAB

§ 6


6.1. Til repræsentantskabet, der er sparekassens øverste myndighed, vælges for en 4-årig periode højest 120 medlemmer. Det bør tilstræbes, at repræsentantskabet sammensættes alsidigt i erhvervsmæssig og geografisk henseende.

6.2. Hver af sparekassens afdelinger udgør en valgkreds, hvortil hører garanter, der har indbetalt deres garantkapital i den pågældende afdeling.

Antallet af valgkredse og fordelingen af antallet af repræsentantskabsmedlemmer til de enkelte valgkredse sker primært ud fra udviklingen i de enkelte afdelingers forretningsomfang og fastsættes af repræsentantskabet, efter indstilling fra bestyrelsen, på det sidste ordinære møde forud for valgene.

6.3. Stemmeberettigede ved valg til repræsentantskabet er garanter, hvis garantkapital er noteret på navn i sparekassen senest på det i § 6.6., nævnte tidspunkt, hvor forslag til kandidater skal være sparekassen i hænde.

Hver garant har 1 stemme for hver kr. 1.000 indbetalt garantkapital, dog højst 20 stemmer.

Der kan afgives stemme på kandidater opstillet i alle valgkredse.

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

6.4. Valgbare indenfor hver valgkreds er de myndige garanter, der tilhører den pågældende valgkreds og som har stemmeret, jfr. § 6.3., og som på valgdagen ikke er fyldt 70 år.

Nuværende eller tidligere ansatte i sparekassen eller datterselskaber eller ansatte i virksomheder, der på afgørende vis konkurrerer med sparekassen, er ikke valgbare.

6.5. Valg til repræsentantskabet afholdes hvert 4. år i oktober kvartal og gælder fra førstkommende 1. januar. Meddelelse om afholdelse af valg bekendtgøres senest 1. september i et eller flere af de i sparekassens virkeområde udkommende dagblade, ved opslag i sparekassen, samt ved offentliggørelse på sparekassens hjemmeside. Bekendtgørelsen skal indeholde opfordring til fremsendelse af forslag til kandidater.

6.6. Forslag til kandidater skal være sparekassen i hænde inden lukketid den 15. september. Såfremt den 15. september ikke er en ekspeditionsdag, skal forslag være sparekassen i hænde inden lukketid den nærmest foregående ekspeditionsdag. Kun stemmeberettigede garanter kan fremsætte kandidatforslag. Forslag skal være skriftlige og være forsynet med navn, stilling og adresse på såvel kandidat som forslagsstiller. Forslag skal være forsynet med underskrift af både kandidat og forslagsstiller.

6.7. Sparekassen fremsender én stemmeseddel til hver stemmeberettiget. På stemmesedlen er af sparekassen markeret, hvor mange stemmer den stemmeberettigede disponerer over. Stemmesedlen skal være forsynet med navnene på kandidaterne i alle valgkredse. Stemmeafgivelsen sker ved at stemme på de kandidater, den stemmeberettigede ønsker valgt.

6.8. Stemmesedlen er gyldig, når der er afgivet stemme på mindst 1 og højst 20 kandidater.

6.9. De kandidater, som får flest gyldige stemmer, er valgt. Har to eller flere kandidater opnået lige mange stemmer, afgøres det ved lodtrækning, hvem der er valgt.

6.10. Opgørelsen af valget kontrolleres af den jfr. § 14 valgte statsautoriserede revisor.

6.11. Over valget føres en protokol, der underskrives af den statsautoriserede revisor. Kandidater kan få oplyst egne stemmetal.

6.12. Resultatet af valget bekendtgøres senest en måned efter valgets afslutning ved bekendtgørelse i et eller flere af de i sparekassens virkeområde udkommende dagblade.


§ 6a

6a.1. De 98 medlemmer, der pr. sammenlægningsdagen udgjorde repræsentantskabet for Den Jyske Sparekasse, og de 38 medlemmer, der pr. sammenlægningsdagen udgjorde repræsentantskabet for Sparekassen Løgumkloster, udgør indtil 31.12.2011 sparekassens repræsentantskab, og medlemmernes funktionsperiode ophører pr. denne dato.

6a.2. Valgene i oktober kvartal 2011 foretages som anført i § 6.


§ 7

7.1. Det ordinære repræsentantskabsmøde afholdes i én af de kommuner, hvor sparekassen har afdeling, senest 3 måneder efter regnskabsårets udløb med følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning om sparekassens virksomhed i det forløbne år.
3. Fremlæggelse af den reviderede årsrapport til godkendelse.
4. Forslag fremsat af direktionen, bestyrelse eller repræsentantskabsmedlemmer.
5. Valg af medlemmer til bestyrelsen.
6. Valg af revisor.
7. Eventuelt.

7.2. Repræsentantskabsmødet indkaldes af bestyrelsen med mindst 2 ugers og højst 4 ugers varsel ved bekendtgørelse i et eller flere af de i sparekassens virkeområde udkommende dagblade samt ved skriftlig meddelelse til medlemmerne. Dagsordenen skal angives i indkaldelsen.

7.3. Ethvert forslag, som ønskes behandlet, må være indgivet skriftligt til bestyrelsen senest 6 uger før repræsentantskabsmødet afholdes.


§ 8

8.1. Ekstraordinært repræsentantskabsmøde skal afholdes, når bestyrelsen eller den repræsentantskabsvalgte revisor finder det nødvendigt, eller når mindst 1/4 af repræsentantskabsmedlemmerne skriftligt fremsætter motiveret begæring herom.

8.2. Indkaldelsen finder sted inden 14 dage efter begæringens fremsættelse. Dagsordenen for repræsentantskabsmødet skal angives i indkaldelsen, der sker på samme måde og med samme varsel som nævnt i § 7.2.


§ 9

9.1. Repræsentantskabets beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Til beslutning om vedtægtsændringer, sammenslutning med eller hel eller delvis overtagelse af en anden sparekasse eller bank, samt ophør af sparekassens virksomhed kræves, at mindst halvdelen af medlemmerne er til stede, og at mindst 2/3 af de fremmødte stemmer derfor.

Såfremt repræsentantskabet ikke er beslutningsdygtigt, men forslaget i øvrigt vedtages med 2/3 af de mødende medlemmer, afholdes der indenfor 2 måneder et med 14 dages varsel indkaldt nyt repræsentantskabsmøde, hvor forslaget kan vedtages med den foreskrevne kvalificerede majoritet uden hensyn til antallet af de mødte medlemmer.

9.2. Et medlem kan give møde og afgive stemme ved skriftlig og dateret fuldmagt fra et andet medlem af repræsentantskabet. Ingen kan møde med fuldmagt fra mere end ét repræsentantskabsmedlem. En fuldmagt kan ikke gives for længere tid end 1 måned.

9.3. Over forhandlingerne føres en protokol, som underskrives af dirigenten.

9.4. Pressen har adgang til repræsentantskabsmøderne.


BESTYRELSEN

§ 10

10.1. Bestyrelsen består af indtil 8 medlemmer, der vælges af repræsentantskabet. Valget skal være skriftligt.

10.2. Herudover har medarbejderne ret til i henhold til lovgivningen at vælge - af og blandt disse - et antal medlemmer til bestyrelsen svarende til halvdelen af det antal medlemmer, der er valgt af repræsentantskabet.

10.3. De repræsentantskabsvalgte medlemmer vælges for 4 år. Hvert år afgår 2 medlemmer. Udtræder et medlem af repræsentantskabet, ophører medlemskabet af bestyrelsen automatisk.

10.4. Bestyrelsesmedlemmer skal afgå senest 4 måneder efter udløbet af det år, i hvilket de er fyldt 70 år.

10.5. Ingen, som besidder tillidshverv eller stilling i et andet pengeinstitut, kan være medlem af sparekassens bestyrelse. Det samme gælder personer, som er ude af rådighed over deres bo.

10.6. Indtræder der for et bestyrelsesmedlem forhold, som efter de øvrige medlemmers formening gør vedkommende uskikket til at forblive i bestyrelsen, kan vedkommende efter beslutning af ¾ af medlemmerne udelukkes af bestyrelsen. En sådan beslutning skal efter den udelukkedes begæring inden 1 måned efter begæringen forelægges repræsentantskabet til godkendelse.


§ 10a

10a.1. Den bestyrelse, der pr. sammenlægningsdagen er valgt af repræsentantskabet i Den Jyske Sparekasse samt 3 medlemmer fra Sparekassen Løgumklosters bestyrelse, udgør pr. denne dato bestyrelsen for Den Jyske Sparekasse, der herefter består af 14 medlemmer.

10a.2. Det i § 10.1 beskrevne antal bestyrelsesmedlemmer skal, ved naturlig afgang i forbindelse med de fremtidige antal nyvalgte medlemmer, søges opnået senest ved bestyrelsesvalget i foråret 2014.


§ 11

11.1. Bestyrelsen vælger selv sin formand og næstformand. Ved stemmelighed afgøres valg ved lodtrækning. Bestyrelsen fastsætter ved en forretningsorden nærmere bestemmelser om udførelse af sit hverv og vilkårene herfor.

11.2. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af dens medlemmer er til stede, og dens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens (eller i hans fravær næstformandens) stemme udslagsgivende.

11.3. Over forhandlingerne i bestyrelsen skal der føres en protokol, der underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. Revisionsprotokollen forelægges på ethvert bestyrelsesmøde, og enhver protokoltilførsel underskrives af samtlige bestyrelsesmedlemmer.

11.4. Bestyrelsen udfærdiger skriftlige retningslinjer for sparekassens væsentligste aktivitetsområder, hvori arbejdsdelingen mellem bestyrelse og direktion er fastlagt.


DIREKTION

§ 12


12.1. Direktionen, der ansættes af bestyrelsen, har den daglige ledelse af sparekassen og skal herved følge lovgivningen, vedtægterne og de af bestyrelsen givne retningslinjer og anvisninger.

12.2. Direktionen deltager i bestyrelsens møder, medmindre der forhandles sager, der angår direktionens personlige forhold. Direktionen har ingen stemmeret.


FIRMATEGNING OG PROKURA

§ 13


13.1. Sparekassen tegnes af bestyrelsen, af formanden og næstformanden i forening, af formanden i forening med en direktør, eller af næstformanden i forening med en direktør.

13.2. Bestyrelsen kan meddele kollektiv prokura.


REVISION

§ 14

14.1. Repræsentantskabet vælger for et år ad gangen mindst én statsautoriseret revisor.


ÅRSRAPPORT

§ 15

15.1 Regnskabsåret er kalenderåret.

15.2 Resultatopgørelse og balance offentliggøres i mindst et af de i sparekassens virkeområde udkommende dagblade senest 2 uger efter det repræsentant- skabsmøde, hvor årsrapporten er godkendt.


§ 16

16.1. Det årlige driftsresultat henlægges til sparekassens reserver i overensstemmelse med bestemmelserne i lov om finansiel virksomhed. Repræsentantskabet kan dog bestemme, at der skal anvendes eller henlægges beløb til almennyttige eller velgørende formål.


TAVSHEDSPLIGT

§ 17


17.1. Ingen til sparekassen tilknyttet person må give oplysninger til uvedkommende om forhold, vedkommende bliver bekendt med gennem sin tilknytning til sparekassen. Pligten gælder også efter, at tilknytningen til sparekassen er ophørt.


ÆNDRING AF VEDTÆGTER

§ 18


18.1. Bestyrelsen bemyndiges til at foretage rettelser og ændringer i vedtægterne, som følger af lovgivningen, eller som måtte blive krævet af Finanstilsynet, eller andre offentlige myndigheder.


OPHØR

§ 19

19.1. Hvis sparekassen ophører, skal dens nettoformue anvendes til velgørende og almennyttige formål i sparekassens virkeområde efter repræsentantskabets nærmere bestemmelser. 

Foranstående vedtægter er vedtaget på repræsentantskabsmøde den 23. marts 2011 med virkning fra den 24. marts 2011.