Det er vigtigt at have hjertet med, når man køber bolig. Men det er lige så vigtigt at kigge drømmeboligen efter i sømmene, inden man lader sig forføre helt. Derfor har Totalkredit udviklet BoligtjekGuiden, der giver boligkøbere mulighed for at lære nogle af de teknikker, som de byggesagkyndige bruger, når de vurderer en boligs tilstand.
BoligtjekGuiden indeholder tjeklister til 12 vigtige områder, som det kan betale sig at undersøge nærmere, når man har fundet den bolig, man drømmer om. Tjeklisterne er overskuelige og nemme at bruge. De beskriver blandt andet, hvad man skal holde særligt øje med, og hvordan man selv kan teste, om f.eks. soklen er i orden, og om vinduerne holder tæt.
Badeværelset er også et af de områder, der er lavet en tjekliste til i BoligtjekGuiden. Her skal man bl.a. se efter utætheder i fuger, fliser, rør og vinyl og være opmærksom på løse fliser, fuger omkring badekar, hjørnefuger og fuger omkring afløb.
”Boligkøb er en meget stor og afgørende investering, og derfor er det utroligt vigtigt, at man får undersøgt boligen grundigt, inden man underskriver købskontrakten. Ud over at boligkøberne kan få kompetent rådgivning i deres lokale pengeinstitut, kan BoligtjekGuiden hjælpe dem til selv at tjekke, om drømmeboligen er i orden. Så undgår man så vidt muligt ubehagelige overraskelser, som kan koste dyrt senere,” siger Troels Bülow-Olsen, direktør i Totalkredit.
Gør som de professionelle, inden du køber bolig - Åben Boligguiden
her...
Guiden gør ikke boligkøberen til byggesagkyndig eller overflødiggør tilstandsrapport, el-tjek eller energimærkning. Men den giver boligkøber et bedre indblik i boligens tilstand, og den hjælper dem med at varetage deres egne interesser, så begejstringen for den nye bolig ikke overskygger eventuelle faldgruber.
I guiden kan boligkøberne også finde inspiration til at stille de rigtige spørgsmål til sælger og ejendomsmægler, så de er forberedte, når de skal forhandle. BoligtjekGuiden beskriver desuden energimærkning og tilstandsrapport, så boligkøbere også kan være lidt på forkant på disse områder, når de kigger på hus eller lejlighed.
Åben guiden
her...